Loop Model

Indledning

Følgende er en gennemgang af den mediepædagogiske loop-model, vi har brugt i forbindelse med udarbejdelse af en samskabelsesproces med den finske Nipsula børnehave i Hämeenlinna.

Kort fortalt vil vi sammen med børnene fortælle historien om vikingen Eik. Det endelige produkt, fortællingen fra start til slut, har vi ingen anelse om. Det er processen, samskabelsen og interaktionen på tværs af Østersøen, der er spændende.

 

Teknik

Den tekniske side af samskabelsesprojektet er i stor grad udstukket på forhånd. Vi optager og klipper videoer sammen, som vi uploader på bloggen. Det involverer i vores tilfælde optagelse med forskellige smartphones og andre mindre kameraer, mikrofoner mv. Derudover er vores kulisse- og regissørafdeling af betragtelig størrelse og bidrager teknisk i væsentligt omfang til illusionen i fortællingen.

I videoredigeringen har vi desuden mulighed for at lægge symboler ind, såsom pile, spørgsmålstegn og lignende.

Børnehaven uploader deres svar på bloggen i en eller anden form. Det kan være videoklip, fotos, scannede tegninger eller lydklip og tekst. Vi forventer, børnehaven bruger eksempelvis iPad og computer til at filme og dokumentere.

Vi inkorporerer børnenes input ved hjælp af videoredigering, billedmanipulation, fysisk fortolkning og måske projicering af tegninger og video på vikingehusenes vægge.

Tidsmæssigt kan det i forhold til vores visuelle ambitioner vise sig at være en udfordring, at vi modtager børnehavens svar torsdag, når vi skal uploade nyt svar allerede mandag. Vi skal planlægge responsen, flytte os rundt geografisk, filme, flytte os igen, filme igen, så hjem og redigere og uploade.

 

Tema

Viking er populært som aldrig før. Turister flokkes til Norden for at se vikingernes hjemland. Denne trend er en af grundene til, at vi gerne vil tage vores målgruppe med på en rejse til vikingernes verden.

I stedet for at vise dem en historie eller trække dem igennem et halvtørt undervisningsforløb, ønsker vi at give dem en oplevelse af selv at være med på turen til vikingetiden. Vi vil lade dem følge en hovedperson, som rejser rundt i vikingetiden og får nogle oplevelser. Hvad disse oplevelser helt præcis er, er op til børnene at være med til at bestemme. Vi vil sørge for, at deres input kommer med i historien, for på den måde at give dem en direkte påvirkning af den fortælling, vi laver sammen.

Viking kommer til at være det gennemgående tema, men fortællingen er selve hovedpunktet, vi kommer til at dreje os omkring.

I de gamle sagaer fortælles der om, at noget af det vigtigste ved at få gæster var, at de ville fortælle historier om, hvor de kom fra, og hvad der skete ude i verden. Lidt på denne måde ønsker vi at være gæsten, der skal fortælle en god historie, men modsat de gamle skjalde, vil vi nu tage vores publikum med ind i historien og give dem muligheden for at røre den direkte og være med til at forme den. Om historien om Eik bliver om den unge mands tur ud at fiske, eller om han er på vej i leding (det man også kalder togt), er helt op til børnene. Vi følger med og ser, hvordan historien bliver formet.

 

Ramme

Vi ønsker at skabe en visuelt flot og medrivende historie. Vi ønsker herved at få børnene til at leve sig ind i historien og være med til at skabe den. For at maksimere mulighederne for indlevelse i historien, er det vigtigt, at rammen er på plads. For at være tro mod vores tema har vi derfor lånt Vikingecenter Fyrkat ved Hobro samt valgt passende naturområder. Vi har både adgang til vikingetidshuse samt en borg, der vil fungere perfekt som en kulisse i vores historie.

Eftersom en del af historien kommer til at forgå ude i naturen, er det også vigtigt for os at denne virker autentisk og ”vild”. Med det mener vi, at det ikke fungerer, hvis alt ser for friseret ud som eksempelvis en park eller en plantage. Vi ønsker at finde dele med vild skov eller våde områder, og her vælger vi at benytte os af forskellige områder som eksempelvis Rold Skov samt vådområdet ved Onsild.

Grundet den måde vi har valgt at fortælle vores historie på, er det endvidere vigtigt, at vi har nok lokationer og forskellige andre rammetiltag forberedt. Dette er vigtigt, fordi vi ikke aner, hvor børnene ender med at tage historien hen. Hvis de pludselig tager os ud at sejle, er vi nødt til at være klar på, hvordan vi tackler den eller lignende situationer. Dette sætter et stort krav til vores forberedelsesarbejde, og det er derfor, at vi allerede nu har et bredt udvalg af rammer på plads, så vi kan følge børnene, hvor end de tager os hen.

En del af rammen er desuden, at vi skal kommunikere til børnene uden det talte eller skrevne sprog. Vi vil benytte os af tydeligt formsprog i videooptagelserne samt gestik, mimik og symboler.

 

Kultur

Der er tradition for historiefortælling i alle kulturer. En universel tradition, der stammer helt tilbage fra menneskets første udvikling af verbalt og nonverbalt sprog og behovet for videreformidling af overlevelsesmæssige strategier, identitetsskabelse eller senere ren underholdning. I projektet her er vi fælles om at fortsætte den tradition, ved at samskabe en historie på tværs af kulturer og landegrænser.

Igennem vores samskabelsesprojekt med vikingtema og historien om Eik, ønsker vi at fremme en kultur, hvor både pædagoger og børn kan få lov til at udtrykke sig kreativt og bruge deres fantasi. Vi vil også fremme en kultur, som rummer en mere positiv forståelse af brugen af internettet og de sociale medier, hvor vi ikke bare bruger det som underholdende pauseaktivitet, men i stedet kan give børnene muligheden for at få en stemme. En stemme der kan udtrykke deres egne ideer, ønsker, behov, tanker og fortællinger samt mulighed for at kunne lytte til andres udtryk.

Vi har dette fokus, fordi vi gerne vil fremme børnenes kreative intelligens, da kreative fag er i modvind disse år i både børnehaver og skoler. Vi vil ved hjælp af en digital blog skabe en legekultur, hvor vi styrker børnenes teknologiske kompetencer og deres kreative fantasi.

Viking har ikke meget med internet og sociale medier at gøre, men ved at agere her med kreativ fantasi, stimulerer det den sociale intelligens. Hvis man er socialt intelligent, kan man agere med og i fællesskabet og nyde at løse forskellige opgaver netop ved gruppearbejdet. Det kan vi kæde sammen med det, Malcolm Ross kalder følelsesintelligens, som er forankret i det indre, i subjektive fortolkninger af den ydre verden. Ross argumenterer da også for en opprioritering af de æstetiske fag (Austring & Sørensen, 2013, s. 115).

Den periode, som vi i dag kalder vikingetiden (800-1050), er markant forskelligt fra det, de finske børnehavebørn kender. Vikingerne var klædt meget anderledes, de brugte våben såsom sværd, økser, buer og pile. Det er ikke noget, vi gør i det senmoderne samfund, men følelser som glæde og frygt eller det at være kold og sulten er noget, vi stadig deler med vikingen. Den parallel vil vi gerne gøre forståelig for børnene, når vi forsøger at gøre deres fantasi til virkelighed.

 

Æstetik og kreativitet

Fraværet af det grimme

I vores samarbejde med børnehaven ligger vi op til kreativ samskabelse. Vores rammesætning og vores oplæg til børnehaven er kreativt og æstetisk. Vi tilstræber en høj grad af visuel stimulans, der både skal sætte både fantasien i gang og definere rammen for den fælles historie. Men hvordan definerer man æstetik?

Johansen og Rasmussen (2017) forsøger at forklare æstetik ved at inddele begrebet i tre kategorier:

” – En klassisk betydning, hvor æstetik omhandler det skønne eller kunsten.

– En anden betydning, hvor æstetik mere omhandler det sanselige

– En tredje betydning, hvor det er noget mere hverdagsagtig: Måske et veldækket bord eller en forårsbuket […]”

I forbindelse med at sætte rammen for vores unge samskabelsespartnere er det primært den klassiske forståelse af æstetik – altså noget “skønt”, der fra afsenderens side er overvejet, friseret, tilrettelagt. Det “skønne” kan i vores sammenhæng tænkes som fraværet af det “grimme”, nemlig elementer, der ikke rigtig hører til i det miljø eller den ramme, vi forsøger at skabe. Det gælder på både billed- og lydsiden. Fraværet af det “grimme” eller uvedkommende elementer skal gerne fremme fantasien og illusionen omkring den historie, vi fortæller sammen, og gøre glæden ved deltagelsen større på begge sider af Østersøen.

Vi leverer en forhåbentlig visuel spændende kulisse og en filmisk iscenesættelse af den fælles historie. Det vil sige, vi forsøger at gøre børnenes fantasi til virkelighed.

 

Fortælling i pædagogisk arbejde

Vi har i gruppen en stærk motivation og faglig interesse i form og tema, herunder erfaring med rollespil, hatteteater og improvisation mv. Det udgangspunkt, forventer vi, vil afspejle sig i proces og resultat.

Man kan som Bennyé D. Austring (2013) tale om fem gode grunde til at arbejde med fortælling i pædagogisk sammenhæng med børn. Den didaktiske begrundelse bunder i, at gennem æstetisk virksomhed bliver børn også bedre til noget andet – tænke abstrakt, indgå i procesfællesskaber, udvikle kreativitet osv. Æstetisk virksomhed har desuden en terapeutisk effekt.

At beskæftige sig med kunstnerisk og formsprogligt udtryk er med til at danne barnet i samspillet med den omgivende kultur. Det styrker identitet og sammenhængskraft. Austring formulerer desuden, at det at udtrykke sig æstetisk og kreativt er en livsnødvendighed og en konstituerende del af det at være menneske.

Slutteligt er den æstetiske begrundelse, der bygger på de fire forrige, men som har fokus på det pædagogiske potentiale i, at barnet gennem æstetisk virksomhed kan udtrykke “det usigelige”. Altså oplevelser og følelser, der af en eller anden grund ikke kan udtrykkes tilfredsstillende sprogligt.

 

Udfordringer med samskabelse

Vi er meget fokuserede på selve ideen om samskabelse. Vi er som igangsættere rammestyrende til en vis grad, men hvor er balancen i forhold til bevægelsesfrihed i samskabelsen? Vi er tovholdere på det fælles narrativ, som børnene kan vælge at trække ikke blot i en uventet retning, men helt ud af rammen. Her er vores rolle netop at holde fast i tovet og lade børnene ruske og lege så meget, de vil. Det er en balance i forhold til “vikingrealisme” kontra leg og fri, galopperende fantasi.

“Den voksne anerkender barnets udtryk. Når den voksne siger ja til barnets fantasi og forestillingsevne, siger den voksne dermed også ja til barnet.”

(Siem, 2008, s. 41)

Det er også en udfordring, at vi skal formulere os meget præcist, når vi er i kontakt med både børn og pædagog i den finske børnehave. Vi skal, for at vende det på hovedet, formulere os så tilpas vagt, at vi ikke får noget alt for præcist tilbage. Det vil sige, at vi vil bede om at få kreative tilbagemeldinger på de problemstillinger, vi i fortællingen sender til dem, men samtidig lade det være op til dem selv, hvordan de vil gå til processen.

 

Den tværdimensionelle oplevelse

Vi vil udfordre os selv ved at koncentrere os om tværdimensionaliteten i samskabelsen. At skulle “overføre” de inputs, børnene kommer med, til fortællingen så direkte som muligt. Det er essensen af hele samskabelsesfølelsen: “Jeg bidrager med noget, der bliver en konkret del af det fælles projekt!”

Eksempel:

• Vi spørger i slutningen af en video, hvad hovedpersonen har med i sin rygsæk, der kan hjælpe ham videre.
• Børnene svarer med en video, hvor de danser en elefant-dans og uploader desuden tegninger af lejrbål og fakler på bloggen.
• Vi begynder næste video med hovedpersonen, der trækker et ildstål og en (legetøjs)elefant op af rygsækken.

Modellen ser groft sagt sådan ud:

Fysisk -> digitalt -> fysisk -> digitalt ->

Foruden tidligere praksiserfaringer med historiefortælling og rollespil med børn, læner vi os blandt andet op ad storyline-metoden (Lindegaard & Filtenborg, 2005), der bygger på det dokumenterede faktum, at børn generelt holder af og bliver optaget af historiefortælling. I et storyline-forløb arbejder man helt simpelt med tre elementer: En tid, et sted og nogle personer/dyr/væsner, der bor på stedet. I den samskabende proces i et storyline-forløb er det essentielt, at børnene oplever, der er en tryg atmosfære, og at de har tillid til, at deres ideer og tanker bliver modtaget anerkendende og respektfuld – også selvom deres ideer måske falder helt uden for de voksnes forudgående tema og ideer om legens univers.

“At arbejde med æstetik og æstetiske læreprocesser er at have fokus på form såvel som på indhold, på det emotionelle såvel som på det refleksive og på proces såvel som på produkt!”

(Clausen, 2017, s. 86)

 

Litteraturliste

Austring, B. D. (2013). Fortælling hjælper børn på plads i verden. I: K. Mark
(Red.), Pædagogers arbejde med sprog og billeder (s. 17-48). København: Akademisk
Forlag
Austring, B. D., & Sørensen, M. (2013). Æstetik og læring. København: Hans Reitzels
Forlag
Clausen, L. H. (2017). Ej blot til lyst. 0-14 Pædagogisk tidsskrift, 27 (4), 84-87
Johansen, M. B., & Rasmussen, K. (2017). Hvad har æstetik og pædagogik egentlig med
hinanden at gøre?. 0-14 Pædagogisk tidsskrift, 27 (4), 6-8
Lindegaard, G., & Filtenborg, D. (2005). Storyline-metoden i børnehaven.
Frederikshavn: Dafolo Forlag
Siem, M. (2008). Hatteteater med børn. Aarhus: Dansk Pædagogisk Forum